Gestaltterapiens grundidé er, at enhver er ansvarlig for egne valg og handlinger indenfor de rammer, som sættes af omgivelserne (= på de vilkår, man nu har).

Terapien fokuserer på at bevidstgøre klientens følelser, reaktioner og handlinger, for at hun/han tydeligere kan erkende og se sig selv og sine valg.

Bevidstgørelsen skabes ved f.eks. samtale, visualisering, rollespil, tegning, drømmearbejde mm., hvorved klientens tidligere, ufærdige oplevelser (de såkaldte uafsluttede gestalter) bearbejdes.

Terapien bygger på troen på, at selverkendelsen kommer i dét øjeblik, hvor klient og terapeut mødes i nuet, og derfor er terapeuten selv et  instrument i terapien. Terapeuten er altså hverken neutral eller "objektiv", men møder klienten i et jeg-du

forhold som den person, hun/han nu engang er. Det betyder selvfølgelig, at terapeuten må have bearbejdet sine egne ufærdige oplevelser for at kunne være til stede og støtte klientens behov.

Gestaltterapien er altså oplevelsesorientet, procesorienteretd og kreativ.
Nogle mener, at gestaltterapi er konfronterende, voldsom og kun egnet for bestemte slags mennesker. Jeg er helt uenig.

Det drejer sig om grundlæggende respekt for andre, dvs. en accept af den anden, som han eller hun er - eller sagt med andre ord: Klienten er ikke problemet. Det er problemet, der er problemet. På grundlag af aktualitet, opmærksomhed og ansvarlighed består terapien derfor i at undersøge, hvordan klienten medvirker til at skabe sit problem. Og (hvis hun/han ønsker det) hvad hun/han så kan gøre anderledes.